*

Det jeg frygter er ikke mord, men andre nærmest uskyldige handlinger fra A’s side. Et opkald til en låsesmed, mens jeg er ude, og jeg kommer tilbage og har ikke længere noget hjem. Et glat gulv, og jeg mister min førlighed, hvad ved jeg. Et mord ville i den sammenhæng være en nådefuld gerning. Hvis det gøres ordentligt: Nitroglycerin skal gives i sprøjte, cyanid kan man komme i mad eller drikke, hvor folk så ved det fra. Et mord ville blive opklaret, ægtefællen mistænkes som den første. Sådan ville A tænke, sådan tænker jeg. Jeg ville slippe for min elendighed. A ville blive straffet. En advokat i London blev engang anklaget for at have dræbt sin kone. Da han stod i retssalen, gjorde hans elskværdige og nydelige væsen et godt indtryk på dommerne, men om natten da han var alene, fik han selv den modsatte opfattelse; dommerne ville dømme ham skyldig, det var han sikker på, og han besluttede sig derfor for at flygte til Amerika sammen med sin yndige sekretær, for hvis skyld han virkelig havde myrdet sin kone. På vejen blev han imidlertid tilbageholdt og arresteret. Hans flugt var blevet opdaget, advokaten var blevet sporet, og flugtforsøget gjorde selvfølgelig dommerne mistroiske, og da man hev gulvplankerne op hjemme i hans køkken, fandt man konens parterede lig. Havde han fortsat med at spille rollen som den elskværdige ægtemand, var han formentlig blevet frifundet. Den historie er fortalt i flere variationer, men hvad fortæller den. At skindet bedrager. At vi narrer hinanden ustandseligt. At vi ikke kan narre os selv.