*

Visse ting glemmer man aldrig, selv om man kan ønske det. Jeg glemmer aldrig de besynderlige kjoler og sko, min mor gav mig, da hun mente, jeg var ved at være stor og gerne ville pynte mig. Det var pinagtigt ikke at iklæde sig kjolen, hun rakte mig, fordi det var hendes, og som hun blot havde ændret lidt. Det var pinagtigt at iklæde sig kjolen, hun rakte mig, fordi jeg lignede en, der var klædt ud. Havde hun lagt den op, var hun kommet til at lægge den for meget op. Eller for lidt, så den stadig gik ned over knæet. Farverne var så dystre, mønstret så trist. Jeg gik i en kjole, der havde tilhørt min mor og så ned i jorden. Kone og ung kvinde i én person. Klak klak. Det var meget tvetydigt.

Før kjolerne var det mine ører. Jeg havde mellemørebetændelse så ofte, at jeg til sidst kom på hospitalet. En hel vinter var jeg der, og min mor nåede alligevel ikke at blive færdig med den strikkede hue, hun så gerne ville give mig, når jeg blev udskrevet. Vi var på besøg i Randers og skulle ud at gå, og jeg havde huen på, en halv hue med strikkepinde i. Garnnøglet havde hun stoppet i min lomme. Da jeg protesterede, sagde hun, at jeg skulle sige, skal du have tolv af dem, hvis der var nogen, der sagde noget. Hun var virkelig københavner. Da vi kom hjem igen, overgik jeg til en fornem skindhue. Den bar jeg stolt. Bageren forærede mig den, de havde ingen børn selv.