*

Jeg kan dårligt skrive mit bord og min stue, men bordet, jeg sidder ved, er af teaktræ og stammer ligesom alle andre møbler i stuen fra dengang A’s mor boede her. Da hun døde, flyttede han ind uden at ændre på noget. Ikke for at ære hendes minde ligefrem, men derimod fordi steder og ting ikke betyder det store for ham. Lysedugene af batist pudsede han sko i. Kønne var de ikke længere, men alligevel. A betragter det blot som behageligt og praktisk at have et sted at bo, ligesom det er rart at have et bord at sætte foden under. Dørskiltet passede også.

Da jeg flyttede ind her, havde jeg ikke andet med end min taske. Jeg havde båret rundt på den et stykke tid. Når jeg købte en kop te eller kaffe og fik en serviet med, kom den ned i tasken til senere sammen med sukkeret. Selv om jeg aldrig har brugt sukker, men måske fik jeg brug for det en dag. Havregryn med mælk på, hvad jeg nu kan have forestillet mig. Jeg gemte også af og til en plasticske eller gaffel, jeg havde nylonstrømper og undertøj, som jeg kunne vaske i håndsæbe og tørre under en håndtørrer.

En af de første dage fjernede jeg dugen fra spisebordet her i stuen og med den en underdug og et plasticstykke, der var lagt på for at beskytte bordet, dengang det var nyt. Jeg må have følt mig hjemme, siden jeg kastede mig ud i det forehavende. Dugen var svagt gul og med sølvgråt broderi ned langs midten, tre sirlige sting i hver sin længde for hver trekant.

De seks stole, der hører til bordet, har et irgrønt betræk. Ikke en af dem har undgået at få en plet efter fru Storms død. Vi talte om at prøve med glycerin. Jeg sagde, at det kunne vi prøve, A svarede at det kunne vi godt. Næste gang vi købte ind, måtte vi huske at købe glycerin. Vi sagde: Den berømte glycerin. Fire af stolene står ved bordet og to langs væggen, hvor også skabet hænger. Skabet er ligeledes i teak og lågerne kan skubbes til siderne. Derinde ligger de tunge telefonbøger, som også lå der, da fru Storm boede her. Der ligger servietter med et mønster af hvide og marineblå romber og reklamepennene ligger der, som A kaldte dem, fordi hans mor havde kaldt dem sådan. Under servietterne ligger en himmelblå bordløber med hvide engle og små guldstjerner på. Englene og stjernerne er også broderede, og den kom frem til jul, engang kom den frem til jul. Oven på skabet står telefonen, den har trykknapper, er vissengrøn og død. A har fortalt, at hans mor også altid havde sine bolsjer, syrlige drops og Kongen af Danmark, liggende i skabet. Hun tog et hver gang, hun følte tørhed i munden. Du skal da drikke noget, sagde A til hende. Det lader jeg dig om, svarede hun.

På den modsatte væg står en reol. Her supplerede jeg engang langsomt hjemmets bogsamling. Min forgænger havde sørget for både de små og store værker af Dostojevski. Oven på reolen står tre små fede børn i hvidt porcelæn med henholdsvis ørepine, mavepine og tandpine. Der er også en udstoppet ugle og et pindsvin i sortmalet træ og med meget krasse børster fra en fejekost. Jeg har bestemt mig for ikke at nærme mig den hylde, det ville være en helt uoverkommelig opgave. Sofaen under vinduet har en mørk grøn farve med gyldne nister i vævningen, stoffet kradser lidt, men fyldet er så blødt så blødt, at man synker i og skal bruge begge hænder til at støde fra, når man skal op igen. Her sover jeg. Engang virkede den fremmed og ukomfortabel, nu siger jeg min sofa.

Første gang følte jeg mig alt for lille i den sofa. Jeg var fulgt med A, det var der intet besynderligt i. Jeg satte mig i sofaen, men A satte sig ikke og kom derved til at betragte mig ovenfra, og jeg måtte lægge nakken helt tilbage og sad og så op på ham. Jeg lænede mig over mod det ene armlæn for at finde en bekvem stilling, men armlænet var længere væk, end jeg havde beregnet, og op syntes jeg slet ikke, jeg kunne komme. Til sidst gled A ned i sofadybet til mig. Jeg greb ham. Hans fremmede mund, tænder og tunge og hans kære læber, nærmere kan jeg ikke komme det. Alle fru Storms blade, der lå på hylden under sofabordet drattede ned på gulvet den aften. Vi var temmelig uelegante.

Blandt fru Storms efterladte ting er også en tegning i en ramme af lakeret mørkebrunt træ, rammens hjørner er markeret med sorte kvadrater. Tegneren er anonym. Tegningen forestiller et barn. Barnet sidder på en lav skammel og broderer og holder sytøjet i den ene hånd, den anden hånd holder nålen, der netop har været nede og vende i sytøjet, nu strammes tråden, armen er strakt, og hånden peger ud af billedet, hånden, der er lidt for stor og klodset. Vi kaldte tegningen for den ukendtes. Rammen er nydelig, og papiret er gulnet på en dekorativ måde. Jævnligt tørrer jeg støv af rammen og glasset, og således er tegningen hen ad vejen blevet min. Tegningen af barnet med sit håndarbejde, der sidder inden døre omgivet af dukker, som står eller halvvejs står lænet op ad væggene og et stoleben. Der er også en kurv, der bliver brugt som seng til dukkerne. Hun er god til at sidde stille, det har jeg hørt så tit. Som om det skulle være svært.

Jeg er omgivet af ting med navne, som en dag forsvinder, fordi ingen ved hvad navnene betyder, klokkestreng, hardangersyning. Jeg lever i fortiden. Jeg nyder roen i en fremmeds stue.