Om A

Mit billede
københavn, Denmark
En roman

onsdag, august 28, 2013


Grammatisk regel nr. 4: Verbum plus efterfølgende ord retter sig efter subjekt mht. vokaler, samtidig danner subjekt og objekt rim


bavian kan min plan

brillebjørn triller børn

dromedar lover svar

vortesvin mobber vin

birkemus mimer grus

lygtefisk synes frisk

næsehorn kæler torn

elefant er med kant

missekat ligner vat

sabelkat har en slat

vinbjergsnegl ligner fejl

alkefugl har et skjul

øglefugl møder sul

nattergal klapper hval

Grammatisk regel nr. 3: Verbum plus efterfølgende ord retter sig efter subjekt mht. vokaler

 
dromedaren tog det da let

undulaten ku’ sgu da se






Grammatisk regel nr. 2: Verbum retter sig efter subjekt mht. vokaler


løven brøler

mågen håber

katten jager

ræven vræler

ulven tuder

haren maler

frøen øver

koen moser

hunden spurter

ormen hopper


 

 

mandag, august 26, 2013


*

Mht. Mollys mor: Vi rakte hænderne ud på skift, men ingen af os tog imod den fremstrakte hånd. Så finder vi en anden dag, sagde hun, og næste gang sagde jeg det.




søndag, august 25, 2013


Grammatisk regel nr. 1: imperativ=substantiv








































band band bank bank bast bast bavl bavl
biks biks bind bind bjæf bjæf blad blad
blaf blaf boks boks bolt bolt boom boom
bord bord borg borg boss boss brag brag
brak brak bras bras bred bred brok brok
brug brug brun brun brus brus bryg bryg
bræk bræk brøl brøl bump bump bund bund
bylt bylt bælg bælg bænk bænk bøvl bøvl
bøvs bøvs bånd bånd chat chat damp damp
dans dans dask dask digt digt dirk dirk
disk disk dolk dolk drag drag drej drej
drik drik dril dril drop drop dryp dryp
drys drys dræn dræn drøm drøm drøn drøn
dump dump dunk dunk dyst dyst ekko ekko
fald fald fals fals favn favn fedt fedt
fejl fejl fest fest film film fims fims
fisk fisk fjas fjas fjæl fjæl flag flag
flak flak flap flap flet flet flik flik
flip flip flop flop flåd flåd fnis fnis
fnys fnys form form frås frås fusk fusk
fyld fyld gavn gavn gear gear gejl gejl
gift gift gisp gisp glød glød gnav gnav
grad grad grav grav grej grej grib grib
grin grin gris gris grus grus græs græs
gump gump gylp gylp gæld gæld gæst gæst
gøgl gøgl hals hals hank hank haps haps
harm harm hast hast havn havn hegn hegn
hejs hejs heks heks hetz hetz hjul hjul
hvil hvil hvin hvin hold hold host host
hvæs hvæs høvl høvl jagt jagt kald kald
kast kast knas knas knap knap knus knus
knæk knæk koks koks kors kors kort kort
kost kost krak krak kram kram krat krat
krog krog kruk kruk krus krus kryb kryb
kræs kræs krøl krøl kusk kusk kvaj kvaj
kvas kvas kvæg kvæg kvæk kvæk kævl kævl
negl negl nips nips næst næst pant pant
pels pels pift pift pilk pilk pimp pimp 
pind pind pirk pirk pisk pisk pjat pjat
pjæk pjæk plaf plaf plag plag plan plan
plat plat plet plet plot plot pluk pluk
plus plus plys plys pløk pløk post post
praj praj pral pral pres pres prik prik
pris pris prop prop pryd pryd præg præg
præk præk puds puds puls puls pump pump
punk punk pust pust pynt pynt raps raps
rasp rasp rast rast regn regn rend rend
rens rens ring ring rids rids rist rist
rusk rusk rust rust røgt røgt sand sand
sans sans sats sats savl savl savn savn
sejl sejl sejr sejr serv serv sjæl sjæl
skab skab skam skam skat skat skel skel
skid skid skik skik skot skot skov skov
skrå skrå skub skub skum skum skur skur
skær skær skøn skøn skål skål slid slid
slik slik slip slip slut slut slæb slæb
slør slør smag smag smed smed smil smil
smut smut smæk smæk smøg smøg smøl smøl
smør smør snak snak spil spil sten sten
skov skov snit snit snob snob snus snus
snyd snyd sovs sovs spar spar spid spid
spir spir spor spor spot spot spyt spyt
spæk spæk spær spær spøg spøg stag stag
stav stav sted sted steg steg sten sten
stik stik stil stil stop stop strø strø
styk styk styr styr stød stød støj støj
støn støn støv støv sult sult svaj svaj
svar svar sved sved svig svig svin svin
svip svip ting ting vind vind vink vink
visk visk voks voks vold vold vræl vræl
vægt vægt væld væld værn værn zoom zoom






afkog afkog beton beton
bevis bevis blitz blitz
blund blund brand brand
bundt bundt charm charm
coach coach diner diner
fjant fjant flirt flirt
fløjt fløjt fjært fjært
fragt fragt grams grams
grill grill grund grund
grynt grynt grøft grøft
hjælp hjælp hverv hverv
knald knald kniks kniks
knips knips knyst knyst
knægt knægt kravl kravl
kridt kridt kryds kryds
kvæld kvæld kværn kværn
opgør opgør ophug ophug
opkøb opkøb oprør oprør
pjank pjank plask plask
prent prent print print
prust prust prygl prygl
påhør påhør pålæg pålæg
sjask sjask sjusk sjusk
skift skift skilt skilt
skjul skjul skovl skovl
skrig skrig skrot skrot
skrub skrub skræl skræl
skrål skrål skvat skvat
skænd skænd skænk skænk
skærm skærm slump slump
slæng slæng smelt smelt
snegl snegl snert snert
snøft snøft spalt spalt
spark spark speed speed
spejl spejl spids spids
spild spild spind spind
spjæt spjæt split split
spray spray sprut sprut
spræl spræl spuns spuns
spurt spurt spænd spænd
stads stads stang stang
start start stift stift
stork stork storm storm
straf straf streg streg
strid strid strik strik
strip strip stryg stryg
stræk stræk strøm strøm
studs studs stund stund
styrt styrt stænk stænk
stævn stævn svans svans
svigt svigt sving sving
vrist vrist vrøvl vrøvl

fredag, august 23, 2013


a A


At ae A. A a. Det gjorde jeg engang, jovist, jeg aede A, på kinden, mens han læste, strøg ham over panden, mens han sov, glattede de fine rynker, eller kærtegnede hans læber. Hans delikate mund. Så aede jeg A. Jeg har aet A.

onsdag, august 21, 2013


Da jeg var pyntesyg (det er jeg stadig)


Det klæder dig med opsat hår, sagde min mor til mig, men man ser altid ti år ældre ud. Det var det moderlige råd, jeg fik. Det er det moderlige råd, jeg husker. Da jeg var yngre, det vil sige ung, var jeg ligefrem uimodståelig dagen derpå. Giften klædte mine unge øjne, jeg tegnede bare stregen op, så var den der.

tirsdag, august 20, 2013


*


Visse ting glemmer man aldrig, selv om man kan ønske det. Jeg glemmer aldrig de besynderlige kjoler og sko, min mor gav mig, da hun mente, jeg var ved at være stor og gerne ville pynte mig. Det var pinagtigt ikke at iklæde sig kjolen, hun rakte mig, fordi det var hendes, og som hun blot havde ændret lidt. Det var pinagtigt at iklæde sig kjolen, hun rakte mig, fordi jeg lignede en, der var klædt ud. Havde hun lagt den op, var hun kommet til at lægge den for meget op. Eller for lidt, så den stadig gik ned over knæet. Farverne var så dystre, mønstret så trist. Jeg gik i en kjole, der havde tilhørt min mor og så ned i jorden. Kone og ung kvinde i én person. Klak klak. Det var meget tvetydigt.

Før kjolerne var det mine ører. Jeg havde mellemørebetændelse så ofte, at jeg til sidst kom på hospitalet. En hel vinter var jeg der, og min mor nåede alligevel ikke at blive færdig med den strikkede hue, hun så gerne ville give mig, når jeg blev udskrevet. Vi var på besøg i Randers og skulle ud at gå, og jeg havde huen på, en halv hue med strikkepinde i. Garnnøglet havde hun stoppet i min lomme. Da jeg protesterede, sagde hun, at jeg skulle sige, skal du have tolv af dem, hvis der var nogen, der sagde noget. Hun var virkelig københavner. Da vi kom hjem igen, overgik jeg til en fornem skindhue. Den bar jeg stolt. Bageren forærede mig den, de havde ingen børn selv.

mandag, august 19, 2013



*


Alt sker, og en dag var vi inviteret til bad taste party. Vi havde sagt ja, men da dagen kom, føltes det uoverkommeligt at skulle iklæde sig de lange hvide lakstøvler og den laksefarvede lårkorte, jeg havde lånt af Molly, og som hun havde arvet fra sin mor. En paryk i sølvlaminat havde jeg også investeret i. Jeg havde fundet nogle lidt for stramme sorte bukser til A og en nogenlunde passende grøn skjorte med overordentlig løse ærmer, ligeledes i viscose. A tog tøjet på, men var stadig A. Jeg foreslog, at han lod skjorten være åben ned til navlen og fandt noget tingeltangel til hans brystkasse. Han så sig i spejlet og lo. Da vi ankom til festen, blev vi klar over, at værten havde forberedt sig på denne aften længe. Han havde først overvejet campinghabit, men så skulle man næsten være to. Jeg kendte ham ikke, jeg kendte ikke nogen, så jeg dansede. Drak og dansede. Den ene farvestrålende drink efter den anden, en blå, en gul, en rød, søde og stærke var de. En smagte som flødekartofler. Det lånte og nyanskaffede tøj på de dansende omkring mig gled op og ned og sad forkert. En kjole blev højst uanstændig, måske havde den oprindeligt haft stropper. A kom ud på dansegulvet til mig, så jeg ikke dansede alene, og langsomt udvekslede vi beklædningsgenstande. Vi begyndte med sko og støvler. A var usædvanligt betagende i de lange hvide støvler, og så mig ved siden af som det lille barn, der prøver de voksnes sko. Verden er ikke et kostumebal, men vi dansede, og det var så let at danse, musikken var også bad taste, og da A stod der foran mig i damestøvler og den laksefarvede og med den fjollede sølvparyk omvendt på, tænkte jeg, at han havde taget min sorg på sig.

søndag, august 18, 2013


*

 
Alle de navne, vi gav hinanden. Vi opfandt et sprog, og så uddøde det. Jeg sagde mit navn er en hemmelighed. Jeg sagde mit navn er Edith.

lørdag, august 17, 2013


*


Og foråret når det endelig kom og med det en anden kulde, fordi det alligevel var for koldt at sidde ude, fordi man skulle have taget overtøj på. I gården skinnede solen.

torsdag, august 15, 2013


*


Vejret er så længe siden, så langt borte. Det er en evighed siden, jeg strakte hånden frem i regnen, fik snefnug i ansigtet, rakte tungen ud og igen opdagede, at hverken det ene eller det andet rigtig smager af noget. Regnvand samt dets metamorfoser: tåge, slud, hagl og sne. Jeg husker det, jeg skriver det.

Verden udenfor deltager jeg ikke i. Jeg åbner vinduet og læner mig frem, mens jeg holder i vindueskarmen. Så lyder bilerne som biler. Jeg tænker på biler, og hvor man kan køre hen i dem, og hvem man kan køre med. Jeg tænker desuden på den solskinsdag, jeg satte mig for at pudse vinduerne her i stuen og blev svimmel, da jeg kom til ydersiderne. Jeg fandt ud af at løfte vinduerne af og ind i stuen, hvor jeg pudsede og polerede. Først da jeg ville sætte vinduerne tilbage, indså jeg min dumhed. Det var umuligt både at holde rammen og få hængslets to dele til at mødes. Al min iver forsvandt. Sollyset var forsvundet, og det var begyndt at blæse. Stuen var med ét skræmmende. A kom hjem og tændte lampen i loftet. Så var det heller ikke værre, og nu vi var to, gik det nok, og jeg holdt op med at være bange, og hvis solen nu skinnede igen i morgen, ville man virkelig kunne se resultatet.

fredag, august 09, 2013


Ubesvarede spørgsmål


Forleden tænkte jeg på Mollys mor og den dag, hun døde. Jeg var der ikke. Det eneste vidne var katten, deraf obduktionen. Da jeg sagde farvel til hende i kapellet, så jeg hendes pande og mærket i panden som Molly havde nævnt for mig. Det gjorde hende fremmed at se på. Dér kunne jeg slet ikke kysse hende, men på kinden. Hvilken kulde. Jeg lagde min hånd på hendes hånd. Hvilken kulde også den afgav samt den voksagtige hud mod min egen endnu levende. Hun var sandsynligvis faldet på vej hen til sin seng og havde slået panden mod sengekanten. Hun blev fundet der på gulvet ved siden af sengen. Katten mjavede i et væk, det var en meget selskabelig kat. Det forfærdelige er at forsøge at forestille sig minutterne, umiddelbart inden hun faldt. Følte hun et ubehag? Fornemmede hun, at nu skulle hun dø, at hjertet ikke kunne mere? Var det derfor, hun bevægede sig hen mod sengen? Gjorde det ondt? Og ikke mindst: Var hun bange?

torsdag, august 08, 2013


*


Jeg lever af te og kager. Også i det bitre finder jeg skam sødme. Hver dag omtrent anretter jeg en bakke, hvorpå jeg foruden tekanden placerer en mælkekande, en tekop og en skål med kiks eller småkager, en bog og nu også mobiltelefonen. Anretningen ligner en bakke til en patient med den enlige kop. Så er jeg både den syge og sygepasseren. Jeg går med sagte skridt i et sygeværelse. Gulvet knirker, idet jeg træder ind i stuen. Dørtrinnet kan jeg ikke se for bakken, jeg mærker efter med foden, finder dets bueform, hvordan det er mere slidt på midten end i siderne. Ikke på grund af mine daglige vandringer med serveringsbakken, buen skyldes fru Storm og hendes trissen og bessen. Så havde hun glemt det ene, så det andet. Hun sad aldrig ret længe ad gangen ved spisebordet, når der var gæster. Hun endte gerne med at have to gafler og kom måske til at skære kødet på sin tallerken med kniven til pillekartoflerne, dem havde hun ikke nået, så nu klarede hun dem ved bordet. Det fortalte A mig en dag, han serverede en gryde kartofler med skræl. Jeg stiller bakken på bordet, så betragter jeg mit eget arrangement. Jeg gør tingene langsomt, det gjorde jeg ikke førhen. Først har jeg samlet remedierne på én måde, så placerer jeg dem på ny, der hvor de nu skal stå. Først det ene, så det andet, så lægger jeg en serviet ved, så vælger jeg den grønne kande med basthank og den grønne glasskål, det er ikke et sæt, men de passer godt sammen, en og en til. Der er service fra et langt liv at vælge imellem, gaffel efter gaffel, en marmeladeterrin med en revne i låget. Hvad er der at sige om smukke ting, andet end at de er smukke. Så vælger jeg hvidt, så vælger jeg farver, den runding fremfor den skarpe kant, stentøj frem for porcelæn, guldrand den ene dag, men ikke den anden. Kiksene kan blive udskiftet med chokolade eller blommer i madeira, afhængigt af hvad A har købt med hjem. Det er ved at være slut med det lille lager i skabet i køkkenet.

tirsdag, august 06, 2013


*


Når Mureren sad ved et bord, sad han med højre arm hvilende på bordet. Albuen let bøjet, omtrent 120 grader, hånden løst knyttet som om der kunne have siddet noget i den, en cigaret mellem fingrene. Han var stoppet og begyndt igen og stoppet. En hånd inden kortene er delt ud. Ringen vænnede han sig ikke til at gå med. Engang en hånd med en murerske, mørtel på, klask, en mursten i venstre hånd, trykke den på plads, skrabe med murerskeen, snoren vippede lidt og så den næste sten. Papirskubber havde han aldrig været.




mandag, august 05, 2013


*


Jeg kan dårligt skrive mit bord og min stue, men bordet, jeg sidder ved, er af teaktræ og stammer ligesom alle andre møbler i stuen fra dengang A’s mor boede her. Da hun døde, flyttede han ind uden at ændre på noget. Ikke for at ære hendes minde ligefrem, men derimod fordi steder og ting ikke betyder det store for ham. Lysedugene af batist pudsede han sko i. Kønne var de ikke længere, men alligevel. A betragter det blot som behageligt og praktisk at have et sted at bo, ligesom det er rart at have et bord at sætte foden under. Dørskiltet passede også.

Da jeg flyttede ind her, havde jeg ikke andet med end min taske. Jeg havde båret rundt på den et stykke tid. Når jeg købte en kop te eller kaffe og fik en serviet med, kom den ned i tasken til senere sammen med sukkeret. Selv om jeg aldrig har brugt sukker, men måske fik jeg brug for det en dag. Havregryn med mælk på, hvad jeg nu kan have forestillet mig. Jeg gemte også af og til en plasticske eller gaffel, jeg havde nylonstrømper og undertøj, som jeg kunne vaske i håndsæbe og tørre under en håndtørrer.

En af de første dage fjernede jeg dugen fra spisebordet her i stuen og med den en underdug og et plasticstykke, der var lagt på for at beskytte bordet, dengang det var nyt. Jeg må have følt mig hjemme, siden jeg kastede mig ud i det forehavende. Dugen var svagt gul og med sølvgråt broderi ned langs midten, tre sirlige sting i hver sin længde for hver trekant.




De seks stole, der hører til bordet, har et irgrønt betræk. Ikke en af dem har undgået at få en plet efter fru Storms død. Vi talte om at prøve med glycerin. Jeg sagde, at det kunne vi prøve, A svarede at det kunne vi godt. Næste gang vi købte ind, måtte vi huske at købe glycerin. Vi sagde: Den berømte glycerin. Fire af stolene står ved bordet og to langs væggen, hvor også skabet hænger. Skabet er ligeledes i teak og lågerne kan skubbes til siderne. Derinde ligger de tunge telefonbøger, som også lå der, da fru Storm boede her. Der ligger servietter med et mønster af hvide og marineblå romber og reklamepennene ligger der, som A kaldte dem, fordi hans mor havde kaldt dem sådan. Under servietterne ligger en himmelblå bordløber med hvide engle og små guldstjerner på. Englene og stjernerne er også broderede, og den kom frem til jul, engang kom den frem til jul. Oven på skabet står telefonen, den har trykknapper, er vissengrøn og død. A har fortalt, at hans mor også altid havde sine bolsjer, syrlige drops og Kongen af Danmark, liggende i skabet. Hun tog et hver gang, hun følte tørhed i munden. Du skal da drikke noget, sagde A til hende. Det lader jeg dig om, svarede hun.

På den modsatte væg står en reol. Her supplerede jeg engang langsomt hjemmets bogsamling. Min forgænger havde sørget for både de små og store værker af Dostojevski. Oven på reolen står tre små fede børn i hvidt porcelæn med henholdsvis ørepine, mavepine og tandpine. Der er også en udstoppet ugle og et pindsvin i sortmalet træ og med meget krasse børster fra en fejekost. Jeg har bestemt mig for ikke at nærme mig den hylde, det ville være en helt uoverkommelig opgave. Sofaen under vinduet har en mørk grøn farve med gyldne nister i vævningen, stoffet kradser lidt, men fyldet er så blødt så blødt, at man synker i og skal bruge begge hænder til at støde fra, når man skal op igen. Her sover jeg. Engang virkede den fremmed og ukomfortabel, nu siger jeg min sofa.

Første gang følte jeg mig alt for lille i den sofa. Jeg var fulgt med A, det var der intet besynderligt i. Jeg satte mig i sofaen, men A satte sig ikke og kom derved til at betragte mig ovenfra, og jeg måtte lægge nakken helt tilbage og sad og så op på ham. Jeg lænede mig over mod det ene armlæn for at finde en bekvem stilling, men armlænet var længere væk, end jeg havde beregnet, og op syntes jeg slet ikke, jeg kunne komme. Til sidst gled A ned i sofadybet til mig. Jeg greb ham. Hans fremmede mund, tænder og tunge og hans kære læber, nærmere kan jeg ikke komme det. Alle fru Storms blade, der lå på hylden under sofabordet drattede ned på gulvet den aften. Vi var temmelig uelegante.

Blandt fru Storms efterladte ting er også en tegning i en ramme af lakeret mørkebrunt træ, rammens hjørner er markeret med sorte kvadrater. Tegneren er anonym. Tegningen forestiller et barn. Barnet sidder på en lav skammel og broderer og holder sytøjet i den ene hånd, den anden hånd holder nålen, der netop har været nede og vende i sytøjet, nu strammes tråden, armen er strakt, og hånden peger ud af billedet, hånden, der er lidt for stor og klodset. Vi kaldte tegningen for den ukendtes. Rammen er nydelig, og papiret er gulnet på en dekorativ måde. Jævnligt tørrer jeg støv af rammen og glasset, og således er tegningen hen ad vejen blevet min. Tegningen af barnet med sit håndarbejde, der sidder inden døre omgivet af dukker, som står eller halvvejs står lænet op ad væggene og et stoleben. Der er også en kurv, der bliver brugt som seng til dukkerne. Hun er god til at sidde stille, det har jeg hørt så tit. Som om det skulle være svært.

Jeg er omgivet af ting med navne, som en dag forsvinder, fordi ingen ved hvad navnene betyder, klokkestreng, hardangersyning. Jeg lever i fortiden. Jeg nyder roen i en fremmeds stue.

søndag, august 04, 2013


Svar


Jeg kan ikke tage telefonen lige nu, men læg en besked, så ringer jeg tilbage.

Jeg kan ikke tage telefonen lige nu, eller det kunne jeg måske godt.

Jeg kan ikke tage telefonen lige nu, eller det kunne jeg, hvis og om tilforladeligheden vil.

Hej Molly. Tak for telefonen og tak, fordi du ringer til mig. Jeg synes, det er svært det med telefoner. Man er så uforberedt. Så er det bedre med en besked, man kan lytte til, når man er klar. Lyden af din stemme og dit det er bare fordi. Tak, kære Molly.

lørdag, august 03, 2013


*


Hvad sagde A og jeg til hinanden dengang. Hvad var det, vi sagde. Ikke ret meget heller. Var det de tider, fulgte den ene genstand den anden som tirsdag følger efter mandag, og så kommer onsdag, torsdag, fredag. A hentede, og han behøvede ikke spørge mig, hvad jeg drak. Det var ikke os, der lavede balladen. Vi havde slet ikke den rastløshed i os, den Lange havde. Vi var mennesker blandt mennesker, blandt latterbrøl, hosten og hilsner, blandt folk som os selv. Tænk, at jeg behøvede alle dem. Fra den ene dag til den anden kunne der pludselig mangle en. Hvad er der blevet af hende, hende der passede åndssvage, hende ser man aldrig mere. Hun boede der da nærmest. Nej, hende med billedet, den anden det var psykiatrisk afdeling. Der er forskel. Gang på gang kom hun og fremviste gruppebilledet af de åndssvage og de ansatte og spurgte hvem der var hvem. Der var altid et par svipsere, og så lo hun højt. Eller hende der var gift med ham, ja også ham, hvor er han, ham der sagde, at hvis han ændrede mening, skulle han nok sige det, eller sådan var det ikke, hun spurgte ham, om han elskede hende, og så sagde han, at det havde han jo fortalt hende, at han gjorde, og hvis det ændrede sig, skulle han nok osv. Og den blinde opvasker, hvis historie er det nu. Hun fik aldrig en eneste klage. Hun brugte hænderne, det gør alle, men hver kniv og gaffel, hvert glas og hver tallerken strøg hun over med sine hænder. Alt fik hun med. Alle værtshuse har en, der er smukkest. 

Jeg tror godt, folk kunne lide os og kunne lide, at vi var der, som om vi havde haft en hel landskamp med os, da vi trådte ind, også når det kun var den ene af os, der dukkede op, så var samtalen allerede i gang, hvor er din bedre halvdel. Eller vi kom ind ad døren sammen, og hvor havde vi været inden. Nu sad vi der ved bordet sammen med dem. A i samme stilling med benene over kors og skosnuden fra det øverste ben stukket ind bag læggen på det nederste, sådan sad han. Han flyttede kun benene, når han skulle have hånden ned i bukselommen efter lighteren. Først prøvede han den ene så den anden lomme. Han tændte mine cigaretter. Jeg sugede til mig, jeg havde ikke engang min egen lighter med. Heller ikke altid mine nøgler, jeg var så sikker. Der var en stille mand, han havde en stille viv, de levede et stille liv. There was a quiet man, he had a quiet wife, they lived a quiet life.

A oppe ved baren, han har lige bestilt og skal til at betale, og han må alle lommerne igennem, for at finde den rigtige, den, han har lagt byttepengene fra før i. Han mærker efter også i brystlommen, der var de heller ikke. Han siger noget til Lonni, der får hende til at le. Fattes penge, fattes alt.

Så kommer der nye til, og historien om Langes sushi kan gentages. Så er det sværddragere og så er det guppyer, Lange har ædt, og platyer er de orange, men de kan også være sorte. Halvt sorte og halvt orange, men efterhånden, hvis man blander så overtager de sorte, det er ligesom med et tulipanbed, men kan det ikke være ligemeget, han åd dem alle sammen. Undtagen mallen. Ja, undtagen sugemallen, hvad blev der egentlig af den? Den røg i toilettet. Og så brækkede Smeden sig. Ja, så måtte Smeden ud og snakke i den store telefon. Så blev det for meget selv for Smeden. Smeden er ellers ikke sart, han boede i et hus med rotter, engang boede han der, og når man nævnte skadedyrsbekæmpelsen for ham, rottefængeren havde jeg nær sagt, når man bragte skadedyrsbekæmpelsen på banen, så sagde han, at det var mus. Det var ikke nødvendigt at ringe, han blev ved med at holde på, at det var mus. Så siger vi det, men så var det nogle forbandet store mus. Der kunne løfte låget af gryderne. Smeden er ikke sart som sådan. Han kan tåle det. Vi har set døden i øjnene sammen, siger Lange, hans humør er skiftet, og der er ikke mere ved sushihistorien. Vi så døden i øjnene sammen. Da vi lånte den lille tyve fods, det var Toftes, var det, nej, jeg kan ikke huske, hvems det var, vi skulle fange torsk, det var det, for det var januar ja, eller februar, alle måneder, der slutter på r, remsen, I ved. Murermesteren og Digterdrengen var med, det var faren, der var det, hans bøger stod i alle hjem, men de lå nede i køjerne hele turen, for det blev kuling, tyve sekundmeter, det blæste en halv pelikan, og det lille badekar rullede rundt i bølgerne, og da måtte Smeden også ofre, han hang ud over rælingen, men så lærte han det med lu og læ. Den, der skal hænges, drukner ikke. De var så plørede begge to, at det var rigeligt svært at holde balancen, selv hvis vejret havde artet sig, og de væltede rundt på gulvet og holdt i rattet på skift. Stiv kuling, det tør siges, det var Smeden, der sagde gulv og rat og højre og venstre. Han insisterede på ikke at bruge de maritime.

Og der er mange flere historier om Smeden, der brækker sig, det er et helt tema, men nu går Lange. Der var nemlig også dengang, hvor Smeden og Lange havde drukket fra om torsdagen, og nu var det mandag, forlænget weekend, nej Polterwoche, det var det, de kaldte det, det var Lange, der skulle giftes. Rom-Kurt var med, hele badeværelset havde han indrettet til det, han havde sit eget hjemmebrænderi, glasballoner og hvad det ellers hed, der var den perfekte temperatur, men det var svært at komme i bad. Men Smeden, det var Smeden, de vidste ikke, hvad de så skulle finde på, og det var lige som om de ikke kunne komme ned igen, og penge havde de selvfølgelig ikke flere af, men Smedens antabus stod i skabet over håndvasken ude på lokummet. Dem fandt Lange, da han skulle ud og slå en streg, og så åd de dem, og nej hvor blev de syge af det.

fredag, august 02, 2013


*


A er udvandret til sin pind. Sådan siger jeg, da Molly ringer, og ved ikke hvilken pind, han sidder på. Pinden på kontoret eller Pinden i Reventlowsgade. A kommer dagligt begge steder, eller hvad ved jeg. Spørge ham gør jeg ikke, men jeg har en fin næse. Ikke meget går den forbi. De gik forbi Pinden. Byens bedste bar. Hvad gør man ikke for et bogstavrim. Skiltet står på fortovet to skridt fra indgangsdøren, eller det gjorde det i det mindste, sidst jeg var der. Dér kom vi engang begge to. Alle steder er fulde af minder, men det er ikke for deres skyld, A kommer der. Heller ikke for stedets tapetmalerier eller den svungne bar i poleret mahogni. A er vanemenneske og har én gang konstateret, at Pinden er et udmærket værtshus med øl i rene glas og tilfredsstillende betjening.
         Dengang gik vi fra værtshus til værtshus, fra Musikanten til Templet, og var København dog ikke smukkest om natten, vi var da i al fald. Jeg vil elske dig så længe, jeg kan hænges, sang vi. Det rim var ikke helt tilfredsstillende. Eller lige til den lyse morgen, sagde vi så. Og den lyse morgen var ubarmhjertig lys, og vi havde fløjspelse og bittesmå øjne og ikke noget med livet oven over de underjordiske gange at gøre. Tørhed i munden, og hvem vidste nu, om det var mandag eller endnu bare søndag. Fred og ingen fare, og vi gik på Freddys Bar, hvor der ingen Freddy var. Freddys Bar havde der stået med rødt neonlys over døren, nu var det kun Bar, der lyste, som om Freddys død havde noget med det at gøre, og måske var det på grund af sammenfaldet, at de aldrig fik det ordnet, mor og datter, der stod i baren dag ud og dag ind. Eller datteren havde det med at havne på den anden side af disken, efter fyraften, som hun sagde. Lonni drak kander, og så blev der også hældt en sjat op til ham ved siden af eller bare de nærmeste. Nu ikke fedtet. Der var fisk i det store akvarium i vinduet ud til Gasværksvej. Guppyer især, lige indtil den dag Smeden som man måske, måske ikke, kender, lige indtil den dag Smeden begyndte at snakke om sushi, og det var nyt, ordet skulle siges med det samme, alle skulle prøve. Det blev til Smilende Sushi, og så skulle alle prøve dét, for det lød også sjovt, hvor var det morsomt. Det var også Smeden, der sagde Adidas i stedet for aids, da det kom. Eller Lange var en helt anden, han var fandens til karl, og lige for tiden drejede dét sig om at spise det uspiselige. Han havde spist en af chilifrugterne fra de nye potteplanter, Lonni havde købt og sat på alle bordene, jo mindre de var, jo stærkere. De giftige, dem fra blomsterhandleren, de var vel kun til pynt. Smeden havde Lange kunnet lokke med, og Mureren. Murermesteren var nødt til at spytte ud igen, men Lange og Smeden tyggede og sank hver deres chili, og så drak de endnu mere, for hold kæft hvor de brændte i halsen de små sataner, men nu skal vi have sushi. Lange har drukket i flere dage uden at sove, og der skal ske noget, og det, der skal ske, må han selv finde på, og hvad er det lige, der kan ske på Freddys Bar. HER HAR VI IKKE PROBLEMER MED ALKOHOL. KUN UDEN! Og hvem har bestilt en vogn og i alt fire ure på væggene, fem med det oppe i baren, hvoraf kun to går rigtigt, og så den lugt lige når man træder ind, og alt det ragelse, folk har slæbt med, en heks på en kost, og som Lonni har hængt op. Der er snart ikke en bar plet tilbage på væggene. Ingen tager jo noget ned igen. En hel samling af gadeskilte, Grøndals Parkvej, og der har Murermesteren boet, men det var hendes lejlighed, så der bor han ikke længere. De evindelige problemer med penge, engang blev Mureren taget i at stjæle bind i Kvickly, der kom to betjente, en dame og en mand, og Mureren forklarede, at de ingen penge havde, så han syntes, at han var nødt til at gøre noget, og den mandlige betjent sagde, at så måtte han rive nogle lagner i stykker, men der satte den kvindelige betjent foden ned. Det var kun noget, man hørte om, sådan var der ingen, der gjorde. Langes pupiller er to knappenålshoveder, han tømmer sit glas i ét drag og siger til Mureren, om han nogensinde har smagt sushi. Det har Murermesteren selvfølgelig ikke, men om han ikke vil prøve det så, siger Lange og holder en guppy, eller er det en sværddrager, hen foran næsen på ham, friskfanget er den, det lover han, men det vil Mureren ikke, den kan Lange selv æde, og det kan han. Haps, og der er flere, hvor de kommer fra, og det skal Mureren ikke sige to gange, og til sidst er det kun sugemallen, der er tilbage i akvariet, og den får lov at være i fred, men nu skal Smeden også ud og brække sig.


Lonni blev aldrig rigtig sur på Lange. Det kunne hun vist ikke. Dengang med sushien satte hun bare et kæmpe modelskib ned i akvariet i stedet for. SMIT NEDERLAND. Hvor så det ud. Men så var man også fri for at passe det.