*

Jeg lever af te og kager. Også i det bitre finder jeg skam sødme. Hver dag omtrent anretter jeg en bakke, hvorpå jeg foruden tekanden placerer en mælkekande, en tekop og en skål med kiks eller småkager, en bog og nu også mobiltelefonen. Anretningen ligner en bakke til en patient med den enlige kop. Så er jeg både den syge og sygepasseren. Jeg går med sagte skridt i et sygeværelse. Gulvet knirker, idet jeg træder ind i stuen. Dørtrinnet kan jeg ikke se for bakken, jeg mærker efter med foden, finder dets bueform, hvordan det er mere slidt på midten end i siderne. Ikke på grund af mine daglige vandringer med serveringsbakken, buen skyldes fru Storm og hendes trissen og bessen. Så havde hun glemt det ene, så det andet. Hun sad aldrig ret længe ad gangen ved spisebordet, når der var gæster. Hun endte gerne med at have to gafler og kom måske til at skære kødet på sin tallerken med kniven til pillekartoflerne, dem havde hun ikke nået, så nu klarede hun dem ved bordet. Det fortalte A mig en dag, han serverede en gryde kartofler med skræl. Jeg stiller bakken på bordet, så betragter jeg mit eget arrangement. Jeg gør tingene langsomt, det gjorde jeg ikke førhen. Først har jeg samlet remedierne på én måde, så placerer jeg dem på ny, der hvor de nu skal stå. Først det ene, så det andet, så lægger jeg en serviet ved, så vælger jeg den grønne kande med basthank og den grønne glasskål, det er ikke et sæt, men de passer godt sammen, en og en til. Der er service fra et langt liv at vælge imellem, gaffel efter gaffel, en marmeladeterrin med en revne i låget. Hvad er der at sige om smukke ting, andet end at de er smukke. Så vælger jeg hvidt, så vælger jeg farver, den runding fremfor den skarpe kant, stentøj frem for porcelæn, guldrand den ene dag, men ikke den anden. Kiksene kan blive udskiftet med chokolade eller blommer i madeira, afhængigt af hvad A har købt med hjem. Det er ved at være slut med det lille lager i skabet i køkkenet.