*

Vejret er så længe siden, så langt borte. Det er en evighed siden, jeg strakte hånden frem i regnen, fik snefnug i ansigtet, rakte tungen ud og igen opdagede, at hverken det ene eller det andet rigtig smager af noget. Regnvand samt dets metamorfoser: tåge, slud, hagl og sne. Jeg husker det, jeg skriver det.

Verden udenfor deltager jeg ikke i. Jeg åbner vinduet og læner mig frem, mens jeg holder i vindueskarmen. Så lyder bilerne som biler. Jeg tænker på biler, og hvor man kan køre hen i dem, og hvem man kan køre med. Jeg tænker desuden på den solskinsdag, jeg satte mig for at pudse vinduerne her i stuen og blev svimmel, da jeg kom til ydersiderne. Jeg fandt ud af at løfte vinduerne af og ind i stuen, hvor jeg pudsede og polerede. Først da jeg ville sætte vinduerne tilbage, indså jeg min dumhed. Det var umuligt både at holde rammen og få hængslets to dele til at mødes. Al min iver forsvandt. Sollyset var forsvundet, og det var begyndt at blæse. Stuen var med ét skræmmende. A kom hjem og tændte lampen i loftet. Så var det heller ikke værre, og nu vi var to, gik det nok, og jeg holdt op med at være bange, og hvis solen nu skinnede igen i morgen, ville man virkelig kunne se resultatet.