*

Alt sker, og en dag var vi inviteret til bad taste party. Vi havde sagt ja, men da dagen kom, føltes det uoverkommeligt at skulle iklæde sig de lange hvide lakstøvler og den laksefarvede lårkorte, jeg havde lånt af Molly, og som hun havde arvet fra sin mor. En paryk i sølvlaminat havde jeg også investeret i. Jeg havde fundet nogle lidt for stramme sorte bukser til A og en nogenlunde passende grøn skjorte med overordentlig løse ærmer, ligeledes i viscose. A tog tøjet på, men var stadig A. Jeg foreslog, at han lod skjorten være åben ned til navlen og fandt noget tingeltangel til hans brystkasse. Han så sig i spejlet og lo. Da vi ankom til festen, blev vi klar over, at værten havde forberedt sig på denne aften længe. Han havde først overvejet campinghabit, men så skulle man næsten være to. Jeg kendte ham ikke, jeg kendte ikke nogen, så jeg dansede. Drak og dansede. Den ene farvestrålende drink efter den anden, en blå, en gul, en rød, søde og stærke var de. En smagte som flødekartofler. Det lånte og nyanskaffede tøj på de dansende omkring mig gled op og ned og sad forkert. En kjole blev højst uanstændig, måske havde den oprindeligt haft stropper. A kom ud på dansegulvet til mig, så jeg ikke dansede alene, og langsomt udvekslede vi beklædningsgenstande. Vi begyndte med sko og støvler. A var usædvanligt betagende i de lange hvide støvler, og så mig ved siden af som det lille barn, der prøver de voksnes sko. Verden er ikke et kostumebal, men vi dansede, og det var så let at danse, musikken var også bad taste, og da A stod der foran mig i damestøvler og den laksefarvede og med den fjollede sølvparyk omvendt på, tænkte jeg, at han havde taget min sorg på sig.