*

Papiret er groft og uden linjer, det må stamme fra dengang, jeg ved en fejltagelse meldte mig til croquis. Er du sur, sagde vi i skolen, når der var en, der ikke skrev lige på tavlen, eller vi sagde, er du glad, hvis bogstaverne gik opad. Da vi kom til skråskrift, elskede jeg det. Håndens møjsommelige arbejde. At få mine egne bogstaver til at se ud som de fortrykte i hæftet, f i tre etager. Pilen ned i ærmet, lærte vi, og vi sang på Grøn er vårens hæk, ned og ned og hen og ned og ned og løft. Jeg sad bøjet over hæftet, albuerne en håndsbredddes afstand fra brystet. Sådan skrev jeg uden at skrive noget, bare skrive af, i en og samme bevægelse, ikke løfte pennen fra papiret, ikke endnu, selv om det føltes nærmest umuligt at få fingrene til at lystre. Tegne bogstaverne ord for ord, ligne en voksen på kontor. At skrive er virkelig ikke den mest naturlige ting. Lille i, lille u, lille e. En hel side med hver, og så sid nu ret, sid nu ret, to gange på hver linje, ja og nej, ja og nej, du og jeg, du og jeg. rød rød rød, gul gul gul, blå blå blå, grøn grøn grøn, ond ond ond, god god god, hård hård hård, blød blød.

jeg må jo passe på

jeg må jo passe på

jeg må jo passe på

nu må jeg tage fat

nu må jeg tage fat

nu må jeg tage fat

kom kun frit frem

kom kun frit frem

kom kun frit frem

han skal være inde

han skal være inde

han skal være inde

jeg kan sidde fint

jeg kan sidde fint

jeg kan sidde fint

vi kan skrive pænt

vi kan skrive pænt

vi kan skrive pænt

jeg var før så lille

jeg var før så lille

jeg var før så lille

nu er jeg blevet stor

nu er jeg blevet stor
nu er jeg blevet stor