*

Ud går jeg kun sjældent, jeg kan ikke vide, hvad der vil ske her, mens jeg er væk. A stoler jeg ikke på, jeg ved ikke, hvad han tænker og spørger ham heller aldrig. Han spørger heller ikke mig.

         Jeg husker ikke, hvad det sidste, vi sagde til hinanden, var. Jeg husker heller ikke nøjagtigt, hvor længe tavsheden har varet. Man aftaler jo ikke ligefrem den slags. Men jeg husker præcist, hvor svært det var i begyndelsen. Hvordan jeg kom til at bryde mit eget tavshedsløfte med åndssvage spørgsmål. Er du kommet? Går du? Hvor har du lagt avisen? Har du set posten? (Både brevene og den daglige gæst i rødt). I radioen i dag, sagde jeg og stoppede mig selv. Jeg sagde sikke en hoste! Måske overvurderer man ofte samtalens betydning. Det irriterede mig vanvittigt, at jeg ikke kunne holde mund. Unfamous last words, eller noget i den retning. A ville svare med en sjov bemærkning, hvis jeg spurgte ham. Alle mennesker bliver så smukke, når de ler, sikke noget at skrive, men det er sandt, også dem uden tænder.

Den ubrudte tavshed helt præcist, jeg ved ikke, hvor længe den ubrudte tavshed har varet. Når jeg så samtidig tænker på det antal tåbeligheder, jeg fremsagde, dengang vores bekendtskab var nyt. Fordi jeg var så bange for at kede mit nye selskab, fordi jeg var så forhippet på den vittige konversation, fordi jeg hægede om den første friskhed. Var der noget, du prøvede at sige til mig, noget jeg ikke forstod. At vi var døde, længe inden skibet sank.

Det går mig på, hver gang jeg opdager, at der er noget, jeg har glemt. Jeg sammenligner den form for glemsomhed med at glemme sin nøgle. Man roder i den ene og den anden lomme og bliver dobbelt irriteret, fordi man har glemt, og fordi man har mindet sig selv om ikke at glemme. At man lagde nøglen i lommen på den anden frakke sidst. Man kan glemme øjeblikke af meningsfuldhed, man lover og mener det, man lover, og glemmer det så sidenhen. Man taber hukommelsen, tænderne, håret taber man, man taber alt af syne. Man ler højt af en vittighed og borte er den. Jeg vil huske, at det er Nicolai Eigtved, der har tegnet Københavns smukke bygninger, hvilken frekvens, radioen skal stå på, at mælken koger over så snart man vender ryggen til. Uden fortiden har man kun i dag og i morgen. I dag, hvor jeg skriver, i morgen, hvor jeg skriver. Uden svar på mit brev af den og den dato bringer jeg herved sagen i erindring. Sådan skrev jeg i adskillige breve, da jeg arbejdede som advokatsekretær. Dengang skrev jeg, i dag skriver jeg, i morgen skriver jeg. Skrev, skriver, skriver, dengang, i dag, i morgen osv.

Jeg kan ikke sige, om kurven over ord, vi udvekslede, er omvendt proportional med kurven over mit forbrug af romaner. Jeg læser de russiske fra en ende af, i dag Den evige ægtemand, titlen vakte naturligvis min interesse. Ordene omvendt proportional dukkede uden videre op i mit hoved. Jeg må have hørt dem i radioen ligesom Golanhøjderne og the news in English edited and read by Julian Isherwood. Som hvad for muligheder ligger der i Bruxellles? Som Doggerbanke og Enemark Stenemark, som jeg engang troede, han hed. Alene på en stenet mark, jeg så det for mig. Hvordan skulle man overhovedet også kunne regne sådan noget ud, og hvis man prøvede at tegne det, hvad ville stedet, hvor de to kurver krydser hinanden, så sige om nogen verdens ting.

To kurver vedrørende tavshed: