*

Er jeg et monster? Et kældermenneske på fjerde sal? Molly siger nej, højst lidt sær (hendes latter), men jeg fortæller hende heller ikke alt. 

Molly står i køkkenet. Hun er mor nu, ikke lille Molly. Hun har mælk i brysterne og hele tiden noget, hun skal. Hun kan sove hvorsomhelst, siddende sågar, det betyder ingenting, bare det at få lov at lukke øjnene et par minutter. Hun kan amme stående, hun kan løfte en ble fra gulvet med tæerne. Hun sætter elkedlen over og tænder med højre, Thit har hun på venstre arm og hoften skudt ud til siden. Hun er i konstant bevægelse, nu mangler hun en hånd. Har hun helt glemt, at jeg er her. Jeg siger heller ikke et muk. Så tog hun tænderne til hjælp. Hun holder en grydeske på tværs i munden. 
   Her var så stille, inden de kom. 
   Hun siger mor nu, ikke jeg, grydeskeen bremser hende ikke. Bare der var noget, jeg kunne sige. Du er mig så kær Molly. 
   Jeg iagttager de fysiske forandringer, der er sket med hende, efter hun har født, hendes overarme. Huden under hagen og ved halsen. Det vigtige i at kunne sige fra, siger hun. Jeg nikker. Skal jeg holde hende lidt? Pandeben godt det gror, øjesten … Det var sidste gang i fredags. Hvad taler hun nu om. Når hun er blevet lidt større, har vi snakket om at begynde til dans, vi har talt om salsa. Du har aldrig nævnt salsa med et ord, søde Molly. 
   Hun tager Thit igen, vender hende på hovedet og snuser til hendes ble. Har du et håndklæde, jeg kan låne? Det har jeg, nu skal jeg hente det. Nej, de ligger ikke inde i skabet på soveværelset, ikke længere. Gå for guds skyld ikke derind, Molly. Jeg henter et til dig. 
   Er hun i grunden opkaldt efter Thit Jensen? Hvem? Det behøver ikke at være rent, hun har alligevel skidt.
Ja tak, det har jeg gættet, Molly. 
 
Så gik de. Ej verden larmer mer.