Gående 

Engang gik jeg langt på stylter, og når jeg nu går tilbage i min tankerække, for at finde ud af, hvad der førte mig til stylterne, kommer jeg frem til den kvinde, jeg tidligere i dag så gå hen ad fortovet på høje hæle. Usandsynligt høje hæle.

Selve skoene var sorte og hælene må have været af stål, sylespidse var de. Hun gik langsomt og med lange skridt let foroverbøjet som jeg også gjorde, da jeg gik på stylter. Sindig men vaklende: let (vægten), brutal (stål), sårbar (ville hun snuble). Ikke vandrende, ikke ridende, ikke slentrende, ikke glidende, men bestemt heller ikke blot gående.

Da jeg gik på stylter, var det sammen med en pige på min egen alder. Vi begyndte på de lave fodstøtter, men det var alt for let. Vi prøvede stylterne på skift, og når den ene styltede (sådan sagde vi), fulgte den anden med ved siden af. Fy og Bi var vi, og de voksne, vi kom forbi, lo til os og sagde, hvor er du blevet stor. Vi satte os et mål. Først var det noget, vi kunne se længere fremme (så langt vore øjne rakte), kastanjetræet, bageren. Senere valgte vi steder, vi ikke kunne se, men kendte godt. Kirkegården osv. Da vi fandt ud af, at vi sådan set kunne gå lige så langt, det skulle være, stoppede vi.