Uden A
Der løber en dråbe
fra tuden, tepottens ikke min, og endnu en. Forsigtigt fører jeg
tekoppen op til mine læber og puster, indtil der viser sig små fine krusninger,
så ser jeg dig sidde på stolen overfor. Er der forskel på os i grunden. Hvis
nej, hvilke ligheder ser du så mellem os. Hverken du eller jeg kender for
eksempel Schweiz. Nu ler du og siger, du er tosset, tænk dig nu godt om. Jeg
tænker, hvor længe mon vi vil sidde her, hvornår vil du rejse dig og gå, lukke
døren lige så stille, så det næsten ikke høres. Som om du slet ikke forlod mig.
Eller jeg rykker ind
i soveværelset og sætter mig ved din side. Jeg ser dine lukkede øjne og dynen,
der når næsten helt op til din mund. Munden som er lidt åben. Øjenbrynene med
hver deres nydelige bue, der buer som dine lukkede øjenlåg buer. Jeg tegner
kurveformen i luften med en finger. Er dét mon den drømmeløse søvn, jeg burde
måske kunne aflæse dine øjenlåg, men jeg ved ikke, hvilke bevægelser jeg skulle
se efter. Der ligger et hoved på en hovedpude. Hovedpudebetrækket er hvidt og
med bændler bundet to og to. Enhver ting er, hvor den bør være. Er hvor den er,
fordi ingen flytter rundt på noget nu. Der findes ikke lykke og ulykke, der er
kun liv og død. Der er min præst, min læge, mit bæst, min røver og så mig her i
rummet. Du ser så fredfyldt ud, som du ligger i det, vi benævnte som vores
seng. Førhen lå dine forældre i den, så lå din mor der, det er på en måde
sørgeligt.
Eller rettere: Hvis
ikke du så så rolig ud under søvnen, ville det være sørgeligt. Den
vederkvægende søvn. Det er derfor, jeg ser på dig min elskede. Eller det
menneske, jeg førhen tænkte på som min elskede. Nu siger jeg bæst, jeg ser på
de lukkede øjne, jeg hylder søvnen. Jeg fremfører min forvirrede monolog. Jeg
ser min røver sove, som jeg også gjorde det for længe siden. Jeg lå og så dig
sove. Vi mødtes, du tændte to smøger i et hvæs, en til dig og en til mig.
Sidenhen lå jeg og kiggede på en dreng, også der vågede jeg over dig. Føler jeg
medlidenhed, ville vi kunne le på ny, ville jeg igen kunne fortælle dig om min
hårde seng på børneværelset. Efter den fik jeg en ny og blød, helt utrolig
blød, og så lå jeg der i en uge og så op i loftet. Jeg tror min mor fortrød den
seng, skiftevis fortrød den og glædede sig over sin læsende dobbeltgænger. Du
ligner din mor, hørte jeg i et væk og forstod ingenting. Den voksne kvinde med
de store bryster, den enorme ende og de tykke lår og som hele tiden lo og
støjede. Hun kyssede mig på munden med sine våde læber. Jeg lægger en finger på
min mund og kysser den, så lægger jeg fingeren på din mund. Nu ligger den der.
Stolede jeg på dig. Sikke et spørgsmål, hvor er det rørende. Tilfreds eller
nærmere ubekymret, det er dig. Så let er der ingenting der er. Jo, for dig er
det, for dig er livet det letteste i verden. Herregud ville dine skuldre sige.
Herre du milde gud og så dit skuldertræk.
Jeg vågede og så min røver, min læge min præst. Er du borte eller sover du, hviskede jeg, når vi lå her i værelset, i sengen, du lå i en drøm. Du så billeder i drømme, jeg ikke kunne se. Hvem drømte du om. Nyforelskelser hænger på træerne, slyngede du ud. Ville du sige sådan igen, det ville du. Min elskede mit bæst min mit slog ud med hånden og erklærede det, nyforelskelser hænger på træerne. Mit bæst er ikke ond, det er mig, der er syg et sted, jeg ikke ved hvor er. I sjælen, i sindet, i hjertet. I søvnen drømmer den syge sig til sin egen helbredelse, siges det. Jeg slog dig ikke ihjel, det er mig, der er den døde. Jeg vil hvile mig ligesom du gør, ligge lige så stille ved din side. Enhver exit er også en entré. Du er her, og du er her ikke. Så hvisker jeg det, du er her, og du er her ikke.
Jeg vågede og så min røver, min læge min præst. Er du borte eller sover du, hviskede jeg, når vi lå her i værelset, i sengen, du lå i en drøm. Du så billeder i drømme, jeg ikke kunne se. Hvem drømte du om. Nyforelskelser hænger på træerne, slyngede du ud. Ville du sige sådan igen, det ville du. Min elskede mit bæst min mit slog ud med hånden og erklærede det, nyforelskelser hænger på træerne. Mit bæst er ikke ond, det er mig, der er syg et sted, jeg ikke ved hvor er. I sjælen, i sindet, i hjertet. I søvnen drømmer den syge sig til sin egen helbredelse, siges det. Jeg slog dig ikke ihjel, det er mig, der er den døde. Jeg vil hvile mig ligesom du gør, ligge lige så stille ved din side. Enhver exit er også en entré. Du er her, og du er her ikke. Så hvisker jeg det, du er her, og du er her ikke.
