Om A

Mit billede
københavn, Denmark
En roman

lørdag, august 03, 2013


*


Hvad sagde A og jeg til hinanden dengang. Hvad var det, vi sagde. Ikke ret meget heller. Var det de tider, fulgte den ene genstand den anden som tirsdag følger efter mandag, og så kommer onsdag, torsdag, fredag. A hentede, og han behøvede ikke spørge mig, hvad jeg drak. Det var ikke os, der lavede balladen. Vi havde slet ikke den rastløshed i os, den Lange havde. Vi var mennesker blandt mennesker, blandt latterbrøl, hosten og hilsner, blandt folk som os selv. Tænk, at jeg behøvede alle dem. Fra den ene dag til den anden kunne der pludselig mangle en. Hvad er der blevet af hende, hende der passede åndssvage, hende ser man aldrig mere. Hun boede der da nærmest. Nej, hende med billedet, den anden det var psykiatrisk afdeling. Der er forskel. Gang på gang kom hun og fremviste gruppebilledet af de åndssvage og de ansatte og spurgte hvem der var hvem. Der var altid et par svipsere, og så lo hun højt. Eller hende der var gift med ham, ja også ham, hvor er han, ham der sagde, at hvis han ændrede mening, skulle han nok sige det, eller sådan var det ikke, hun spurgte ham, om han elskede hende, og så sagde han, at det havde han jo fortalt hende, at han gjorde, og hvis det ændrede sig, skulle han nok osv. Og den blinde opvasker, hvis historie er det nu. Hun fik aldrig en eneste klage. Hun brugte hænderne, det gør alle, men hver kniv og gaffel, hvert glas og hver tallerken strøg hun over med sine hænder. Alt fik hun med. Alle værtshuse har en, der er smukkest. 

Jeg tror godt, folk kunne lide os og kunne lide, at vi var der, som om vi havde haft en hel landskamp med os, da vi trådte ind, også når det kun var den ene af os, der dukkede op, så var samtalen allerede i gang, hvor er din bedre halvdel. Eller vi kom ind ad døren sammen, og hvor havde vi været inden. Nu sad vi der ved bordet sammen med dem. A i samme stilling med benene over kors og skosnuden fra det øverste ben stukket ind bag læggen på det nederste, sådan sad han. Han flyttede kun benene, når han skulle have hånden ned i bukselommen efter lighteren. Først prøvede han den ene så den anden lomme. Han tændte mine cigaretter. Jeg sugede til mig, jeg havde ikke engang min egen lighter med. Heller ikke altid mine nøgler, jeg var så sikker. Der var en stille mand, han havde en stille viv, de levede et stille liv. There was a quiet man, he had a quiet wife, they lived a quiet life.

A oppe ved baren, han har lige bestilt og skal til at betale, og han må alle lommerne igennem, for at finde den rigtige, den, han har lagt byttepengene fra før i. Han mærker efter også i brystlommen, der var de heller ikke. Han siger noget til Lonni, der får hende til at le. Fattes penge, fattes alt.

Så kommer der nye til, og historien om Langes sushi kan gentages. Så er det sværddragere og så er det guppyer, Lange har ædt, og platyer er de orange, men de kan også være sorte. Halvt sorte og halvt orange, men efterhånden, hvis man blander så overtager de sorte, det er ligesom med et tulipanbed, men kan det ikke være ligemeget, han åd dem alle sammen. Undtagen mallen. Ja, undtagen sugemallen, hvad blev der egentlig af den? Den røg i toilettet. Og så brækkede Smeden sig. Ja, så måtte Smeden ud og snakke i den store telefon. Så blev det for meget selv for Smeden. Smeden er ellers ikke sart, han boede i et hus med rotter, engang boede han der, og når man nævnte skadedyrsbekæmpelsen for ham, rottefængeren havde jeg nær sagt, når man bragte skadedyrsbekæmpelsen på banen, så sagde han, at det var mus. Det var ikke nødvendigt at ringe, han blev ved med at holde på, at det var mus. Så siger vi det, men så var det nogle forbandet store mus. Der kunne løfte låget af gryderne. Smeden er ikke sart som sådan. Han kan tåle det. Vi har set døden i øjnene sammen, siger Lange, hans humør er skiftet, og der er ikke mere ved sushihistorien. Vi så døden i øjnene sammen. Da vi lånte den lille tyve fods, det var Toftes, var det, nej, jeg kan ikke huske, hvems det var, vi skulle fange torsk, det var det, for det var januar ja, eller februar, alle måneder, der slutter på r, remsen, I ved. Murermesteren og Digterdrengen var med, det var faren, der var det, hans bøger stod i alle hjem, men de lå nede i køjerne hele turen, for det blev kuling, tyve sekundmeter, det blæste en halv pelikan, og det lille badekar rullede rundt i bølgerne, og da måtte Smeden også ofre, han hang ud over rælingen, men så lærte han det med lu og læ. Den, der skal hænges, drukner ikke. De var så plørede begge to, at det var rigeligt svært at holde balancen, selv hvis vejret havde artet sig, og de væltede rundt på gulvet og holdt i rattet på skift. Stiv kuling, det tør siges, det var Smeden, der sagde gulv og rat og højre og venstre. Han insisterede på ikke at bruge de maritime.

Og der er mange flere historier om Smeden, der brækker sig, det er et helt tema, men nu går Lange. Der var nemlig også dengang, hvor Smeden og Lange havde drukket fra om torsdagen, og nu var det mandag, forlænget weekend, nej Polterwoche, det var det, de kaldte det, det var Lange, der skulle giftes. Rom-Kurt var med, hele badeværelset havde han indrettet til det, han havde sit eget hjemmebrænderi, glasballoner og hvad det ellers hed, der var den perfekte temperatur, men det var svært at komme i bad. Men Smeden, det var Smeden, de vidste ikke, hvad de så skulle finde på, og det var lige som om de ikke kunne komme ned igen, og penge havde de selvfølgelig ikke flere af, men Smedens antabus stod i skabet over håndvasken ude på lokummet. Dem fandt Lange, da han skulle ud og slå en streg, og så åd de dem, og nej hvor blev de syge af det.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar